Ændret afvikling af valgmøder

Forenet Kredit har løbende fulgt sundhedsmyndighedernes anbefalinger vedrørende coronavirussen. På baggrund af statsministerens og myndighedernes opdaterede anbefalinger i dag fredag d. 6 marts er det besluttet i samråd med valgudvalget, dirigenten og bestyrelsen, at der foretages en række praktiske ændringer af de kommende valgmøder.

Valg i Forenet Kredit 2019

Konkret betyder det:

Valgmøderne åbnes som planlagt kl. 17.00. Dirigenten vil formelt igangsatte valget. Herefter kan stemmerne afgives, og deltagerne kan forlade mødet. Dermed udvises et forsigtighedshensyn efter myndighedernes anbefaling, så der er færrest muligt mennesker samlet og i kortest mulige tid. Afviklingen af valgmødet vil derved minde meget om et folketingsvalg, hvor deltagerne registreres, stemmer og forlader valgstedet igen.
Der vil være mulighed for at ankomme og afgive sin stemme i perioden fra kl. 17:00-20:00, så der opholder sig færrest muligt medlemmer på valgmøderne samtidig.

 

Deltagere kan kan orientere sig om kandidaternes mærkesager i det trykte valgmateriale, som vil blive udleveret på valgmødet og vi opfordrer også til, at deltagere på forhånd læser om kandidaterne på foreningens hjemmeside: www.forenetkredit.dk/valgkandidater.

 

Kandidaterne inviteres til at være til stede og kan udlevere materiale, men der vil ikke være en samlet præsentation fra scenen, idet der ikke vil være et samlet publikum. På samme vis vil de øvrige programsatte indlæg udgå.

 

Der vil ikke som planlagt blive serveret mad, da buffeten også bliver set som en potentiel smitterisiko.

 

Lige som myndighedernes generelle anbefaling opfordrer Forenet Kredit til, at personer, der har opholdt sig i højrisikolande, ikke deltager ved fysisk fremmøde. Læs myndighedernes opdaterede anbefalinger på www.coronasmitte.dk

Resultatet vil blive offentliggjort online på foreningens hjemmeside www.forenetkredit.dk, ligesom deltagere vil få en direkte besked om resultatet.

Det er ifølge foreningens vedtægter og valgregulativ ikke en mulighed at afholde medlemsvalget digitalt.

Vi havde naturligvis foretrukket at afvikle valgmøderne på den planlagte måde. Vi håber på forståelse for den situation, vi står i, når der skal laves ændringer med kort varsel.

Alle tilmeldte til et valgmøde modtager en bekræftelsesemail fra Forenet Kredit på mandag med evt. yderligere information.