Analyse: Fremtidens boligmarked

Hvordan lever og bor vi i fremtiden? Fortsætter urbaniseringen, eller skal vi til at have jord under neglene og plads til heste og får?

Forenet Kredit har finansieret analysen “Fremtidens boligmarked i 2030-2035”, der er udarbejdet af Jesper Bo Jensen og Marianne Levinsen fra Fremforsk. Rapporten omhandler, hvordan vi gerne vil bo i fremtiden, hvad der driver vores efterspørgsel, og hvor i landet vi gerne vil bo.

Boligen er noget af det vigtigste i vores liv. Den er der, hvor vi tilbringer størstedelen af vores tid. Og den er efterhånden både centrum for vores fritid og udgangspunktet for vores arbejde, da flere og flere arbejder fra deres hjem flere gange om ugen.

Boligen er centrum for familien og børnenes opvækst. Både i parcelhuskvarteret, i storbyens centrum, i de store boligområder med almene boliger og ude på landet.

Fremtiden for boligen er dog svær at beskrive. For fremtiden er ikke indtruffet endnu. Derfor er det nødvendigt at have analytisk overblik over fortiden og nutiden, før man beskriver fremtiden. Jesper Bo Jensens og Marianne Levinsens rapport giver derfor først et indblik i nutidens boligmarked – og derefter giver de deres bud på, hvordan boligmarkedet ser ud om 10-15 år.

Så hvis du er nysgerrig på, hvordan vi (måske) lever og bor i fremtiden – så læs hele analysen her.