Bestyrelsen i Foreningen Nykredit foreslår at yde tilskud på 600 mio. kr. til Totalkredit

Forenet Kredits repræsentantskab godkendte den 10. februar 2016, at Nykredit-koncernen søger en børsnotering. Det blev ved samme lejlighed meldt ud, at repræsentantskabet på det ordinære møde den 16. marts 2016 bl.a. vil træffe beslutning om de vedtægtsændringer, der skal muliggøre, at foreningen fremover kan yde tilskud til Nykredit-koncernen til gavn for virksomheden og kunderne.

På grund af verserende rygter bekræfter Forenet Kredit, at bestyrelsen i tråd med dens plan indstiller til repræsentantskabet den 16. marts 2016 at yde tilskud til Totalkredit.

”Vi foreslår i bestyrelsen, at Forenet Kredit yder et tilskud på 600 mio. kr. til Totalkredit til gavn for virksomheden og kunderne. Det håber vi, at repræsentantskabet vil bakke op om,”
udtaler Forenet Kredits næstformand Nina Smith.

Bestyrelsen foreslår, at de 600 mio. kr. udbetales til Totalkredit, når Nykredit børsnoteres, dog senest  den 1. juli 2017. Tilskuddet vil blive finansieret ved låneoptagelse og/eller et salg af en del af Forenet Kredits aktier i Nykredit Holding A/S.

”Nykredit-koncernen bliver en unik børsnoteret virksomhed med en forening som majoritetsaktionær. Det giver fordele for virksomheden og kunderne, og det er det, vi viser med dette tilskud til Totalkredit,”
udtaler Nina Smith.

Det er Totalkredit, der træffer beslutning om den konkrete anvendelse af et eventuelt tilskud. Totalkredit kan og må først træffe og udmelde denne beslutning, når repræsentantskabets beslutning foreligger.

“ Vi foreslår i bestyrelsen, at Forenet Kredit yder et tilskud på 600 mio. kr. til Totalkredit til gavn for virksomheden og kunderne. Det håber vi, at repræsentantskabet vil bakke op om.  ”
– Forenet Kredits næstformand Nina Smith.