VM i Qatar

Forenet Kredit støtter DBU og dansk fodbold i hele landet fra forening til landshold
– men vi deltager ikke i VM-slutrunden for herrelandshold i Qatar

Da Forenet Kredit indgik et samarbejde med DBU i september 2021, var vi klare omkring, at de både veldokumenterede og miserable arbejds- og menneskerettighedsforhold, der omgærder FIFA’s VM-slutrunde i Qatar, blandt andet når det gælder styrets syn på kvinder, homoseksuelle og andre minoritetsgrupper, ikke er forenelige med vores værdisæt som en demokratisk forening, der arbejder for et realkreditsystem med ens priser og lige vilkår for alle.

Derfor deltager vi ikke i VM-slutrunden. Vi har ingen medarbejdere i Qatar, vi har ingen aktiviteter i Qatar, vi har ingen eksponering, vi har ingen reklamer, vi har ingen logoer hverken på tøj eller sponsorvæg, vi har ingen synlighed overhovedet og vi har ikke én eneste kampbillet i omløb. Vi har ikke brugt en krone i Qatar, og det kommer vi heller ikke til, da vi ikke ønsker at promovere eller legitimere Qatars værtskab eller FIFA.

Vi er desuden skuffede og forundrede over, at et universelt budskab om kærlighed og mangfoldighed på et armbånd er blevet afvist af FIFA under trusler om sportslige sanktioner. Ligesom FIFA forbød holdet at bære budskabet ”Human Rights for All” på træningstrøjerne. FIFA’s ageren, hvad angår trøjebudskab og One Love-armbåndet, bekræfter os netop i, hvorfor vi har valgt at blive væk fra slutrunden og ikke på nogen måde promovere FIFA eller legitimere Qatars værtskab, da de rammer, som slutrunden afvikles under, ikke harmonerer med vores værdigrundlag.

Vi noterer også, at DBU tager markant afstand fra FIFA’s ageren, og udmeldingen om at finde andre måder at støtte op om budskabet på. Vi bakker DBU op i at eftersøge alle de muligheder de har både juridisk, politisk og på anden vis i og omkring FIFA i forhold til at påvirke tingene i en positiv retning både i forbindelse med og efter VM-slutrundens afvikling.

Forenet for fodbold i hele Danmark
Forenet Kredits samarbejde med DBU har et bredere sigte end traditionelle kommercielle sponsorater. Udover, at vi støtter herre- og kvindelandsholdet ligeligt, bakker vi også op om den lokale bredde- og foreningsfodbold i hele landet knyttet til vores DBU-partnerskab ved blandt andet at uddanne knap 1.000 nye unge trænere de næste år sammen med DBU i projektet “Fremtidens Trænere”. Og vi er også er en del af DBU’s mange fodboldskoler i hele landet. Sammenhængskraften i dansk foreningsfodbold skal styrkes og udvikles fra børnebold til landshold. Det er visionen for vores samarbejde med DBU indtil 2025.

Sammen for Danmark. Forenet om noget større.