Folkefest i Årets Landsby 2019

På halvøen Halsnæs i Nordsjælland mellem hav og fjord ligger Torup, der søndag den 29. september officielt blev kåret som Årets Landsby 2019.

Årets Landsby 2019 - Torup

Torup Forsamlingshus var omdrejningspunktet for fejringen, der satte fokus på Torups positive udvikling. Det er Forenet Kredit – foreningen bag Nykredit og Totalkredit, Landdistrikternes Fællesråd og foreningen Landsbyerne i Danmark, der står bag kåringen.

Landsbyen Torup er kåret på grund af det stærke samarbejde, der har skabt et øget antal af indbyggere, hvor landsbyen med en ny bydel går fra 350 indbyggere til ca. 500. Det stærke fællesskab blev markeret med en folkefest med fællesspisning og taler af næstformand for Forenet Kredit Michael Demsitz, formand for bedømmelseskomitéen og tidl. minister Carsten Hansen og formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

”Stort tillykke til Torup som Årets Landsby! Som næstformand for Forenet Kredit glæder jeg mig meget over, at vi som forening for kunderne i Nykredit og Totalkredit kan støtte lokalsamfund og landsbyer. Det er så vigtigt, at vi støtter op om lokalsamfundene. For de stærke lokale fællesskaber er med til at gøre Danmark til et mangfoldigt land, som vi kan være stolte af”, udtaler Michael Demsitz, næstformand for Forenet Kredit.

Torup modtog som Årets Landsby 2019 af Forenet Kredit et økonomisk bidrag på 50.000 kr., der skal være med til at gennemføre flere gode initiativer i landsbyen.

Fakta om prisen Årets Landsby:

  • Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. I år uddeles den for 23. gang.
  • Prisen uddeles af Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit, Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark.
  • Kriterierne for at ansøge er, at den indstillede landsby har under 2.000 indbyggere, har formuleret en udviklingsplan og er organiseret med et lokalråd eller lignende.
  • Årets tema er ”Bæredygtighed”.
  • De øvrige finalister, der kæmpede om at blive Årets Landsby 2019, var landsbyerne Krogsbølle Sogn i Nordfyns Kommune, Asaa i Brønderslev Kommune og Torup i Halsnæs Kommune.