Forenet Kredit fik et godt første halvår 2024
De første seks måneder af 2024 blev et succesfuldt halvår for Forenet Kredit koncernen med et stærkt, finansielt resultat på 5,9 milliarder, som skyldes det bedste halvår nogensinde for Nykredit-koncernen samt afkast på foreningens øvrige investeringer.
14. august 2024
Nykredit-koncernen leverede fortsat vækst og stærk indtjening, hvilket resulterer i en fortsat velkapitaliseret og solid Nykredit-koncern. Nykredit-koncernen har desuden meddelt, at de som følge af det gode resultat, vil udbetale et ekstraordinært udbytte på 2,2 mia. kr. Det vidner om en konkurrencedygtig og stærk koncern – ikke mindst set i lyset af, at Nykredits økonomiske succes blev ledsaget af en stabil høj kundetilfredshed, kundefremgang og forhøjede kunderabatter samt nye initiativer inden for bæredygtighed og grøn omstilling.
Læs Nykredits halvårsrapport for første halvår af 2024.
Forenet Kredit f.m.b.a.’s egenkapital udgør pr. 1. halvår 2024 99,3 mia. kr. (ultimo 2023: 94,9 mia. kr.), mens Forenet Kredits likvide formue på baggrund af 1. halvår 2024 udgør 21,9 mia. kr.
”Vi er stolte af Nykredits resultater, som er opnået ved en fokuseret indsats, der ikke mindst hviler på et langsigtet aktivt foreningsejerskab med fokus på at skabe værdi for både kunderne, koncernen og samfundet,” siger Michael Demsitz, formand for Forenet Kredit.
Overskudsdeling og langsigtet ejerskab
Som en aktiv, langsigtet majoritetsejer arbejder Forenet Kredit for at sikre et bæredygtigt økonomisk fundament til at varetage koncernens og foreningens interesser, herunder at sikre overskudsdelingen flere år frem i tiden. I marts 2024 allokerede Forenet Kredits repræsentantskab således midler til overskudsdeling, der rækker fire år frem i tiden.
Klimaforandringer
I fremtiden kan klimaforandringer potentielt påvirke den danske realkreditmodel og de boliger, vi har pant i.
”Forenet Kredit vil bruge sine finansielle muskler og aktive ejerskab til at gøre det lettere for kunderne i Nykredit og Totalkredit at blive en del af den grønne omstilling både ved at reducere udledningerne i den eksisterende boligmasse og ved at arbejde målrettet med klimasikring af danske boliger, når konsekvenserne af klimaforandringerne rammer. Det er til gavn for både samfundet, forretningen og kunderne,” siger Michael Demsitz.
Læs Forenet Kredits halvårsrapport for første halvår af 2024.