Forenet Kredit indgår historisk partnerskab med dansk fodbold

Sammenhængskraften i dansk fodbold – fra børnefodbold til landshold – skal styrkes og udvikles. Det er visionen hos DBU og Forenet Kredit, der bliver ny kommerciel partner for både Kvinde- og Herrelandsholdet, fodboldskoler og breddefodbold.

Foto: Philip Davali

Succes i dansk fodbold er baseret på stærkt samarbejde og sammenhængskraft på tværs af fodboldens verden. Det blev blandt andet understreget ved sommerens EM-eventyr, hvor Herrelandsholdet skabte kæmpe opbakning blandt fans i alle aldre – og samtidigt hyldede deres barndomsklubber og den danske foreningskultur. Det ses også, når Kvindelandsholdet samler hele nationen til slutrunder med en stor åbenhed og nærhed til både fans og det lokalområde, de kommer fra. Direktør i Forenet Kredit Louise Mogensen udtaler:

”Vores partnerskab skal understøtte og udvikle dansk fodbold og det lokale foreningsliv. Vi er selv en forening, og vi ser et stort værdimæssigt overlap med DBU. Vi har en særlig ambition om at være til gavn i hele Danmark. Det understøtter DBU på bedste vis, og vi ser frem til at blive en del af noget større og i fællesskab udvikle det aktive foreningsliv.”

Netop samarbejde og sammenhængskraft i dansk fodbold er i fokus i et nyt kommercielt partnerskab mellem DBU og Forenet Kredit, der er en forening for kunder i Nykredit og Totalkredit, og som er hovedejer i begge selskaber. Det nye partnerskab er det første af slagsen, der støtter både landshold og bredde-fodbold – og hvor der er lige meget i støtte til Kvindelandsholdet og Herrelandsholdet. Partnerskabet træder i kraft med det samme og løber til og med 2025 med en historisk stor investering i dansk fodbold.

Direktør i Forenet Kredit Louise Mogensen og landsholdstræner Kasper Hjulmand foran Toldkammeret i København. Foto: Philip Davali

Direktør i DBU Jakob Jensen fortæller:

”Dansk fodbold er kæmpe oplevelser – både med vores landshold til landskampe og slutrunder, men også på fodboldskole eller i den lokale fodboldklub. Netop sammenhængen i dansk fodbold er det, der gør dansk fodbold til noget helt særligt, også på verdensplan. Vi er stolte over, at Forenet Kredit ønsker at investere i sammenhængskraften og i vores to A-landshold, i de populære fodboldskoler og i dansk breddefodbold. Sammen kan vi skabe nye resultater for dansk fodbold.”

Partnerskabet består af:

  • Ny platform for dansk bredde-fodbold, der skal udvikles og præsenteres senere.
  • Støtte til udvikling af DBU’s fodboldskoler, der er på vej med nye formater og tilbud.
  • Støtte til Kvindelandsholdet og Herrelandsholdet. Forenet Kredit vil desuden være at finde på træningstøjet hos Kvindelandsholdet.