Forenet Kredit udskriver valg i København, Nordsjælland og Vestjylland
Der er valg i Forenet Kredit. Det betyder, at du har mulighed for at stille op som kandidat til vores repræsentantskab og være med til at træffe beslutninger i foreningen bag Nykredit, Spar Nord og Totalkredit.
”Et stærkt repræsentantskab er med til at sikre stabilitet og retning i vores ejerrolle. De beslutninger, repræsentantskabet træffer, har betydning for millioner af kunder og for stabiliteten på det danske bolig- og finansmarked. Derfor er valget så vigtigt. Jeg håber, mange vil engagere sig og være med til at vælge de repræsentanter, der skal bære ansvaret videre,” siger Forenet Kredits formand, Michael Demsitz.
Hvem kan stille op?
Du kan stille op som kandidat til repræsentantskabet, hvis du eller din virksomhed er kunde eller låntager i Nykredit, Spar Nord eller Totalkredit og har adresse i et af de to valgområder, hvor der er valg i 2026: København og Nordsjælland eller Vestjylland.
For at blive kandidat skal du registrere din opstilling og have 25 stillere, der bakker dig op. Der er ofte kampvalg, og som kandidat skal du derfor være forberedt på at føre en aktiv valgkamp – gerne i samarbejde med andre kandidater, da det kan styrke chancen for at blive valgt.
Læs mere om, hvad det kræver at stille op her.
Hvad laver repræsentantskabet?
Repræsentantskabet er Forenet Kredits øverste myndighed og består af 104 medlemmer. Det er her, de store linjer for foreningen bliver lagt. Som medlem af repræsentantskabet får du et betydningsfuldt ansvar, fordi du er med til at forme, hvordan vi som langsigtet ejer af Nykredit, Spar Nord og Totalkredit skal udvikle os.
En af repræsentantskabets vigtigste opgaver er at beslutte, hvordan foreningens overskud skal bruges. Det kan for eksempel være:
- At sende penge tilbage til koncernen og kunderne i form af kunderabatter og attraktive priser.
- At spare op for at styrke og fremtidssikre dansk realkredit.
- At afsætte flere midler til grønne projekter og samfundsnyttige indsatser.
”I repræsentantskabet træffes beslutninger, der har stor betydning for både forretningen, kunderne og samfundet. Derfor er det helt centralt for vores demokrati, hvem medlemmerne vælger til at repræsentere sig. Jeg ser frem til valgmøderne og til at videreføre dialogen i det kommende repræsentantskab,” siger adm. direktør Marie Bender Foltmann.
Hvis du overvejer at stille op, kan du læse mere om processen og kravene her.
Alle stemmeberettigede kunder har den 13. januar 2026 modtaget en besked i e-Boks om valget. Husk derfor at åbne e-Boks og acceptere post fra Forenet Kredit.


