Forenet Kredit yder milliardtilskud til gavn for kunderne

Forenet Kredits repræsentantskab har netop vedtaget, at der skal sendes et tilskud på 1.450 mio. kr. til Nykredit og Totalkredit, som kan anvendes til gavn for kunderne. Tilskuddet er med til at finansiere Nykredit-koncernens kundeprogrammer KundeKroner, ErhvervsKroner og ForeningsFordele. Der er samtidig givet tilskud til grønne initiativer til gavn for klima, kunder og koncern.

Forenet Kredits formue skal komme kunderne til gode. Først og fremmest ved at sikre, at der altid er kapital nok til, at Nykredit kan være til stede for sine kunder i hele landet både nu og i fremtiden.

Foreningens overskud kommer dog også kunderne til gavn på direkte facon i form af tilskud til Nykredit og Totalkredits kundeprogrammer.

”Som foreningen bag Nykredit og Totalkredit, arbejder vi i Forenet Kredit på, at det kommer kunderne til gode, når det går godt for virksomheden. Derfor deler vi vores overskud via tilskud til Nykredit-koncernen, som kunderne får glæde af gennem en række rabatter og fordele såsom KundeKroner, ErhversKroner og ForeningsFordele. Overskudsdelingen er en af de helt unikke styrker ved foreningsejerskabet,” fortæller den nyudnævnte formand i Forenet Kredit Michael Demsitz.

Nykredits ordinære udbyttebetaling for 2021 er på 4.350 mio. kr. Af det modtager Forenet Kredit som den største aktionær 3.432 mio. kr. Dertil kommer et ekstraordinært udbytte på 2.052 mio. kr., som blev udbetalt i november 2021, og som skyldtes, at det i efteråret 2021 blev muligt at udlodde en stor del af det tilbageholdte udbytte fra 2019 og 2020. Det samlede udbytte på i alt 5.483 mio. kr. har repræsentantskabet på sit ordinære møde torsdag den 25. marts besluttet at dele således:

  •  1.450 mio. kr. anvendes til tilskud til selskaber i Nykredit-koncernen med følgende fordeling:
    • Totalkredit A/S får et tilskud på 1.100 mio. kr. til udbetaling i løbet af 2022 (heraf udgør 35 mio. kr. tilskud til grønne initiativer).
    • Nykredit Bank A/S får et tilskud på 50 mio. kr. til udbetaling i løbet af 2022 (heraf udgør 40 mio. kr. tilskud til grønne initiativer).
    • Nykredit Realkredit A/S får et tilskud på 300 mio. kr. til udbetaling i løbet af 2022.
  • 1.600 mio. kr. anvendes til konsolidering og forøgelse af Forenet Kredits kapitalberedskab (heraf blev de 800 mio.kr. overført allerede i forbindelse med modtagelsen af det ekstraordinære tilskud).
  • 2.250 mio.kr. reserveres til fremtidige koncerntilskud
  • 27 mio. kr. (1 pct. af tilskuddet for både 2020 og 2021) anvendes som tilskud til Nykredits Fond.
  • 156 mio. kr. overføres til likviditetsberedskabet