Forenet Kredits årsregnskab for 2022: De danske boligejere står stadig økonomisk stærkt

De danske boligejere, og Nykredit og Totalkredit, er robuste trods krisen, og Forenet Kredit har fået et tilfredsstillende resultat på 8.489 mio. kr. trods et svært investeringsår.

Forenet Kredits resultat for 2022 blev 8.489 mio. kr. før skat, og året var samlet set et tilfredsstillende år i Forenet Kredit.

Forenet Kredits flotte finansielle facit for året skyldes primært det meget tilfredsstillende resultat i Nykredit og Totalkredit, som vi ejer 78,9 procent af. Begge stod solide og sikre i det finansielle landskab på trods af et usikkert år med udfordringer både for boligejerne og de fleste andre i Danmark.

Forenet Kredits investeringer på især danske obligationer gav dog et betydeligt tab på 1.433 mio.kr. som følge af store rentestigninger.

Efter et år, hvor inflation og stigende renter for alvor påvirkede økonomien, er det rart at kunne konstatere, at de danske boligejere stadig står økonomisk stærkt på trods af et presset boligmarked. Mange har udnyttet de særlige danske fastforrentede lån til at nedbringe deres restgæld ved at konvertere. Andre har beholdt den faste, lave rente og betaler nu langt under markedsrenten.

Som ejere er vi stolte af det gode resultat, som Nykredit og Totalkredit leverer. Vi er også stolte af, at de gode økonomiske resultater går hånd i hånd med høj kundetilfredshed og vækst i antallet kunder. Og vi glæder os over, at det fortsat går godt for de danske boligejere.

Understøtter Danmarks sammenhængskraft  

Forenet Kredit står vagt ved dansk realkredit, der sikrer boligøkonomisk balance og sammenhængskraft i Danmark. Som foreningen bag Nykredit og Totalkredit arbejder vi for at bevare den unikke danske realkredittradition, der bygger på andelstanken og idéen om, at både boligejere og erhvervsdrivende skal have adgang til attraktive låne- og finansieringsmuligheder og vilkår til ens priser og vilkår for alle boligejere uanset postnummer. Derfor glæder vi os også over, at koncernen har stigende markedsandel i både yderkommuner, landkommuner, mellemkommuner og bykommuner.