Øget kapitaltilsagn styrker Nykredits konkurrencekraft
Nykredits ejerkreds styrker forretningen ved yderligere at øge kapitaltilsagnet til koncernen.
Grundejerforeningen NP Danmarksvej og Birkevænget i Hovedgård har netop indviet foreningens nye grønne fællesareal, der skal gøre foreningen mere robust over for stigende mængder regn. Det er det første sted i Danmark, der er blevet klimatilpasset som del af indsatsen Forenet om Klimatilpasning.
“Vi er meget taknemmelige for den løsning, som vi har fået. Det har længe været tydeligt for os, at vi var udfordret, når det regnede – men vi manglede både viden og ressourcer til at handle. Derfor var det en kæmpe gave, at vi kunne søge hjælp via Forenet om Klimatilpasning,” siger Peter, formand for grundejerforeningen NP Danmarksvej og Birkevænget.
Indvielsen markerer starten på en indsats, der skal nå grundejerforeninger i hele landet. Bag Forenet om Klimatilpasning står Forenet Kredit – ejer af Danmarks største udlåner Nykredit, Spar Nord og Totalkredit – som arbejder på at udbrede indsatsen til flere foreninger.
“Grundejerforeninger er et overset område, når det kommer til klimatilpasning. De råder ofte over fællesarealer, som kan bruges til at afhjælpe problemet med oversvømmelser af boliger eller grunde, men mange af foreningerne mangler både finansiering og faglig hjælp til at komme i gang. Det løser Forenet om Klimatilpasning – og NP Danmarksvej er det første projekt, vi kan fejre som en milepæl, men langtfra det sidste,” siger Marie Foltmann, adm. Direktør i Forenet Kredit og fortsætter:
“Som ejer af Danmarks største udlåner, har vi pant i mere end halvdelen af alle danske boliger. Når vi hjælper grundejerforeninger med klimatilpasning, gavner det ikke bare vores forretning – det gavner vores kunder og samfundet som helhed.”
Fra potentialeanalyse til grønt anlæg
Projektet er udviklet i samarbejde med ingeniører fra Rambøll og arkitekter fra ThirdNature, der har stået for at omsætte foreningens udfordringer til en konkret løsning.
”Ved NP Danmarksvej var der ved skybrud reelle udfordringer med regnvand, der løb fra fællesarealer ind på private grunde og udgjorde en risiko for flere bygninger. Samtidig var der også et klart potentiale for at håndtere vandet lokalt på foreningens fællesarealer og skabe mere værdi for beboerne,” siger Anne Lørup Arildsen, ingeniør hos Rambøll.
“Målet har været at forene klimatilpasning med biodiversitet og oplevelsesværdi – så området ikke bare håndterer vand, men bliver et sted, beboerne faktisk har lyst til at bruge,” siger Frederikke Møller, landskabsarkitekt hos ThirdNature.
“Vi er stolte over vores nye fællesareal. Før havde vi en kedelig græsplæne, der sumpede til i vand ved regn – nu har vi et grønt og inspirerende område, der også ruster os mod skybrud,” siger Peter, formand for grundejerforeningen NP Danmarksvej og Birkevænget.
