Fremtidens Trænere: Rekordmange unge trænere kan se frem til at få en plads

Fremtidens Trænere har fået vokseværk! Med rekordmange ansøgere i år har DBU og Forenet Kredit nu åbnet muligheden for, at 300 unge trænere kan se frem til at komme med på forløbet.

Fremtidens Trænere har i år været vidne til den hidtil største interesse. Der er på landsplan kommet mere end 350 indstillinger, og det har fået DBU og Forenet Kredit til helt ekstraordinært at give 300 forventningsfulde unge plads på forløbet, hvor der oprindeligt var 240 pladser pr. år.

Nutidens og fremtidens fodboldtræning er fyldt med energi
Den store interesse vidner om en fantastisk drivkraft og energi til at udvikle sig og lære indenfor trænergerningen, hvilket både gavner de unge trænere selv og de danske fodboldklubber.

“Det er et supergodt projekt! Og vi er så glade for, at flere og flere klubber tilbyder deres unge trænere at udvikle sig indenfor trænergerningen – og måske endda bruger Fremtidens Trænere til at tiltrække flere unge trænere. Vi er også rigtig glade for at se, at Fremtidens Trænere tiltrækker så mange piger, så vi kommer tættere på målet om lige mange drenge og piger”, siger chef for breddeuddannelse, Henriette K. Jensen.

Det glæder også direktør i Forenet Kredit, Marie Bender Foltmann, at interessen er så stor.

“Som foreningen bag Nykredit og Totalkredit er Forenet Kredit en aktiv og levende del af Foreningsdanmark. Og vores partnerskab med DBU er en investering i udviklingen af dansk foreningsfodbold fra de mindste lilleputter til vores to A-landshold. Derfor er vi også stolte af at have udviklet uddannelsesforløbet Fremtidens Trænere sammen med DBU med en ambition om at uddanne endnu flere unge kvinde- og herretrænere, der kan gå ind og styrke sammenhængskraften og nære det lokale foreningsliv i fodboldklubber i alle hjørner af landet. Og det er fantastisk, at den store interesse for trænerforløbet nu betyder, at vi optager 300 nye trænerspirer i 2024”, siger Marie Bender Foltmann.

Projektet tilbyder deltagerne en unik mulighed for at få inspiration fra landstrænerne, deltage i trænernetværk, gennemføre UEFA C1 og C2 uddannelserne og modtage praktisk viden og materialer til brug i deres træning.

Takket været støtten fra Forenet Kredit er prisen for forløbet reduceret til kun 875 kr., hvilket gør det mere overkommeligt for klubberne at sende deres unge trænere på forløbet i forhold til de eksisterende UEFA C1 og C2 træneruddannelser.

De unge trænere kan se frem til at modtage svar på, om de er kommet med i forløbet i begyndelsen af næste uge.

Læs mere om Fremtidens Trænere på DBUs hjemmeside.