Med tilskud fra Forenet Kredit kan Nykredits Fond uddele priser til arkitekter, som har gjort sig særligt bemærkede nationalt og internationalt i arkitekturen.
23. maj 2025
Klapsalver, taler og en kærlighed til den gode arkitektur. Det var bagtæppet for den årlige prisoverrækkelse af årets Nykredits Fond Arkitekturpriser, som fandt sted onsdag aften i Nykredit-huset på Nordhavn.
Det var en gammel kending, der løb med årets hovedpris. Partnergruppen bag Lundgaard & Tranberg arkitekter vandt nemlig Arkitekturprisen for tegnestuens evne til at forene det menneskelige, kunstneriske og bæredygtige i arkitekturen.
De har udmærket sig ved at opføre projekter – fx Kannikegården i Ribe, Frihedsmuseet i København og borgcenteret i Vordingborg – der tager udgangspunkt i omgivelserne og bliver til projekter, der rummer noget større end os selv.
Og hele 15 mennesker fra partnergruppen var på scenen i Nykredit-huset for at modtage prisen samt en halv million kroner.
Genbruges skal, hvad genbruges kan
”Ingen bæredygtighed uden skønhed.”
Sådan lyder det fra arkitekten Søren Pihlmann, som vandt aftenens Bæredygtighedspris samt 250.000,-.
Søren modtager Bæredygtighedsprisen, fordi han transformerer det eksisterende frem for at bygge noget nyt. Hvis man skal bygge noget nyt, skal man bruge nye materialer, og når klodens ressourcer er begrænsede, kan man lige så godt genbruge det, der kan genbruges kan, er ideen bag Sørens projekter.
Og når der er begrænsninger i materialer og metode i arkitekturen, giver det muligheder for at gribe et projekt an på en helt ny måde.
Et eksempel på den tilgang er Sørens arbejde Community Centret på Thoravej i Københavns Nordvestkvarter, hvor omdrejningspunktet for projektet har handlet om netop at forvandle det eksisterende.
Tegnestue med internationalt niveau
”Vi ser os selv som en del af en arkitekturbevægelse lige nu, hvor man bygger til generationer.”
Sådan lyder det fra vinderne af årets Motivationspris, nemlig Olmo Ahlmann og Stine Christiansen, der sammen driver OS arkitekter. De modtager 250.000,- sammen med prisen.
Tegnestuen har leveret flere projekter i et højt, internationalt niveau og har vundet flere priser, selvom tegnestuen blot er lidt over fire år gammel.
Deres projekter spænder fra større projekter om byplanlægning og regnvandshåndtering til bæredygtige sommerhuse i Nordsjælland.
Og sidst, men ikke mindst, fik arkitekten Mathilde Petri årets Hæderspris for sin enestående evne til at fremme kvalitet i arkitekturen gennem tværfaglige samarbejder til gavn for nye arkitekter, blandt andet mellem Dreyers Fond, Arkitektforeningen og landets kommuner.
Modtagerne af Nykredits Fonds Arkitekturpriser er:
- Arkitekturprisen (500.000 kr.): Partnergruppen bag Lundgaard & Tranberg
- Bæredygtighedsprisen (250.000 kr.): Arkitekt MAA, Søren Pihlmann
- Motivationsprisen (250.000 kr.): OS ved Olmo Ahlmann og Stine Christiansen
- Hædersprisen (50.000 kr.): Arkitekt MAA, Mathilde Petri