Job: Forenet Kredit søger presseansvarlig

Forenet Kredit søger en presseansvarlig, som kan være med til at øge og kvalificere kendskabet til foreningen. Omkring 900.000 mennesker har stemmeret til foreningens valg – langt færre ved det. Det skal den nye medarbejder være med til at ændre på.

Forenet Kredit er hovedaktionær i Nykredit og Totalkredit – Danmarks største udlåner. Vi er en forening, og vores medlemmer er kunder i Nykredit eller Totalkredit. Vores vigtigste opgave er at sikre økonomisk og socialt bæredygtig boligfinansiering i hele Danmark – ved at passe rigtig godt på Nykredit-koncernen.

Kort fortalt går vores kommunikationsstrategi ud på at øge kendskabet til foreningen, så flere medlemmer forstår vores værdi og ved, at de kan stemme til vores valg. Vi arbejder med at dele viden om dansk realkredit, om vores demokrati og vores model for at dele overskuddet til gavn for kunderne. Desuden har vi netop indgået et stort partnerskab med DBU om at udvikle og understøtte dansk breddefodbold og det lokale foreningsliv. Som presseansvarlig bliver aktivering af DBU-sponsoratet derfor en naturlig del af arbejdsopgaverne

Der er mange forskellige typer medarbejdere, som kan få succes i rollen. Men der er nogle afgørende forudsætninger:

  • Du skal have konkret erfaring med pressen. Enten fra en tilsvarende rolle eller fra en redaktion, så du kommer næppe direkte fra studiet. Det er til gengæld mindre vigtigt, hvad du har læst.
  • Du behøver ikke have dyb viden om realkredit, men du skal have en vis tal- og forretningsforståelse.
  • Du skal kunne skrive klart og hurtigt. Du kommer til at have en del produktioner i fingrene selv – eller være det ekstra par øjne på andres produktioner.

Og så kan det være en fordel, hvis du har erfaring med eller interesse for foreningslivet.

Vores nye medarbejder får en vigtig rolle som en del af sekretariatet på kun 14 mennesker. Vi har flydende faggrænser. Nogle gange skal man også selv kunne pynte et lokale til et event, og andre gange skal man skrive et debatindlæg om et kapitalkrav, man aldrig havde hørt om fem minutter tidligere. Vi deles om opgaverne, og man skal trives med, at nogle af dem er praktiske eller akutte.

Hvis du vil vide mere om stillingen, så er du velkommen til at kontakte pressechef Mathias Bencke Fremmen på [email protected] eller 5128 6772.

Hvis du kan se dig selv i vores forunderlige forening med realkredit, demokrati og fodboldsponsorat, så skal du gerne være lidt hurtig. Vi vil nemlig rigtig gerne have dig ansat fra 1. december. Vi holder derfor samtaler løbende. Send ansøgning og cv til [email protected] senest 24. oktober.