Kåringsfest: Asaa fejrede titlen som Årets Landsby 2022 med et brag af en fest

Bedømmelseskomitéen, som kårer Årets Landsby, var lørdag den 1. oktober samlet i nordjyske Asaa for at overrække den fornemme pris som Årets Landsby 2022 og en check på 50.000 kr.

Preben Sunke, Næstformand i Forenet Kredit og medlem af bedømmelseskomitéen bag Årets Landsby, var på scenen for at overrække checken på 50.000 kroner, som følger med titlen som Årets Landsby. Foto: Philip Davali

Det hele startede med et brag, da Asaas lokale kanonlaug fyrede en salut af i anledning af, at landsbyen blev hædret med titlen som Årets Landsby 2022 ved en forrygende kåringsfest i weekenden, der også bød på jazzkoncert, hoppeborg til de mindste og fællesskab i overflod.

Temaet for kåringen af Årets Landsby 2022 var ’En landsby, hvor vi tager hånd om hinanden’, og det mener bedømmelseskomitéens formand Helene Simoni Thorup i den grad, at Asaa kan bryste sig af:

“Vi har som samfund en støt stigende udfordring med uligheden i sundhed, stigende ensomhed og psykisk mistrivsel. Landsbyerne kan spille en vigtig rolle for den enkeltes velbefindende, og det er det, borgerne i Asaa er et pragteksemplar på. De har gået forrest i kampen for at sikre, at borgeren i deres landsby ikke skal overlades til dem selv eller systemet, og det er rørende, hvordan de favner det gode liv – lige fra ungdom til alderdom,” siger Helene Simoni Thorup.

Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995. Prisen uddeles en gang om året af Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit. Og med titlen følger også en check på 50.000 kr. som Næstformand i Forenet Kredit og medlem af bedømmelseskomitéen, Preben Sunke, overrakte med pæne ord med på vejen:

”I tager i sandhed ”hånd om hinanden” her i byen. Jeg er sikker på, at der er mange landsbyer og mindre lokalsamfund, der kan lære noget af jeres måde at være noget for hinanden på. Og I er lykkedes med at lave en model, som sikrer, at alle borgere – også dem, der ikke har råd – har mulighed for at blive en del af fællesskabet og foreningslivet. Og I beviser, at landsbysamfundene kan noget særligt, når det kommer til at danne fællesskaber, som giver tilknytning og samhørighed på tværs af generationer og ståsteder,” siger Preben Sunke.

Asaa løb med årets titel foran de to øvrige finalister fra Voerså og Holtug, som præmieres med 25.000 kr.

Læs mere om Årets Landsby. 

Se en række fotos fra kåringsfesten her:

Asaa Kanonlaug skød festlighederne i gang. Foto: Philip Davali

Mange af Asaas knap 1100 indbyggere var mødt frem for at fejre deres by og titlen som Årets Landsby 2022. Foto: Philip Davali

Bedømmelseskomitéen, der udvalgte Årets Landsby 2022, består af komitéformand Helene Simoni Thorup, næstformand i Forenet Kredit, Preben Sunke, bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd, Gunnar Landtved, formand i VIB-land og bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd, Lone Kastberg, og formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Steen Kjær Nielsen. Foto: Philip Davali

De yngste fejrede også Asaas titel som Årets Landsby 2022 med hoppeborg. Foto: Philip Davali

Asaa fejrer kåringen som Årets Landsby 2022 lørdag den 1. oktober 2022 med lokal jazz. Foto: Philip Davali