
Tomas Haagen
Titel: Direktør
Uddannelse: Se tidligere opstilling
Telefon: 30796116
Email: [email protected]
Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?
Jeg har gennem mere end 25 år arbejdet med finansielle institutioner inden for både realkredit- og bankvirksomhed, og jeg har fulgt Nykredit koncernen tæt de sidste 15 år - både erhvervsmæssigt og privat som kunde. Som advokat har jeg beskæftiget mig med både forenings-og selskabsret, corporate governance, børs- og kapitalmarkedsret og regulering af finansielle virksomheder. Forenet Kredits position som kontrollerende ejer af Nykredit koncernen giver en unik platform for videreudviklingen af Nykredit som en markedsledende aktør inden for boliglån forankret i hensynene til både kunderne og investorer. Repræsentantskabet har til opgave at forvalte det samfundsansvar, der følger med ejeskabet af Nykredit og skal vægte disse hensyn og udgøre bindeleddet mellem kunderne og investorerne og de øvrige interessenter. Repræsentantskabet er det forum, hvor de overordnede rammer for ejerskabet fastlægges, og jeg brænder for at være en aktiv del det repræsentantskab, der kan sikre den rigtige platform for en fortsat bæredygtig og ansvarlig udvikling af Nykredit koncernen.
Hvad er dine mærkesager?
Kampen for at sikre realkredit som den naturligt væsentligste finansieringsform i Danmark inden for fast ejendom. Realkredit-systemet har gennem årtier bevist sin styrke, og en af de vigtigste opgaver de kommende år bliver at kæmpe for at bevare og styrke realkredit-modellen. De vigtige succesparametre er et fortsat stort og diversificeret kundegrundlag, et attraktivt udbud af obligationer, en distributionsmodel der sikrer en bred og omkostningseffektiv adgang til produkter og en omkostningsfokuseret drift. Inden for realkredit betyder et stort og diversificeret kundegrundlag, at Nykredit fortsat tilbyder finansiering i hele landet og med en bred tilstedeværelse i de forskellige kundesegmenter. Forenet Kredit har i dag overordnet de opgaver og det ansvar, der i mange selskaber ligger hos generalforsamlingen. Det er et stort ansvar, der skal forvaltes rigtigt og med respekt af de hensyn, der udgør grundstene i Forenet Kredit. I foreningsregi træffes de rigtige beslutninger i et brydningsfelt mellem de forskellige hensyn, og det bedste grundlag for det vil være en høj og aktiv deltagelse i valg til repræsentantskabet og gennem en aktiv debat på møderne.
Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?
Foreningen skal i rollen som ansvarlig majoritetsaktionær og aktiv ejer arbejde med at videreudvikle den aktive dialog med kunderne og sikre en høj og aktiv deltagelse i valg til repræsentantskabet. Forståelsen af kundernes behov og interesser vil være nøglen til at fastlægge den rigtige model for rådgivning og distribution i en stadig mere digitaliseret verden.
Foreningsejerskabet tilfører en meget vigtig dimension og udgør grundstammen for den rolle og indflydelse, Nykredit spiller inden for dansk realkredit. Jo vigtigere rollen er, desto større er kravene til ansvarlighed.
Lidt om mig
Jeg er 56 år og bor i Gentofte. Uddannet jurist fra Aarhus Universitet. Advokat i Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel fra 1994 til 2018, herunder indehaver fra 1999 til 2018 og managing partner fra 2015 til 2018. Fra 2018 juridisk direktør i Novo Nordisk A/S. Bestyrelsesformand i Deloitte Fonden, Albertsen Fonden og Holm Kommunikation A/S og bestyrelsesmedlem i Fonden af 4.december 2001 og en række selskaber i Novo Nordisk koncernen.
Om valget
Hvert år afholdes der valg til repræsentantskabet, som er den øverste myndighed i Forenet Kredit. I 2021 foregår valgene på Fyn og i Nordjylland. Læs mere om, hvordan du kan få din stemme hørt her.
Valgets forløb
Få et overblik over, hvordan valget til repræsentantskabet forløber her
Virtuelle valgmøder
Læs mere om, hvordan de virtuelle valgmøder kommer til at foregå.
Din stemmeret
Der er to valg til repræsentantskabet. Et blandt kunder og låntagere og et for obligationsejere. Læs mere om din stemmeret her.
Videoguides
Du kan blive klogere på, hvordan valget foregår ved at se vores videoguides her.
Stil et spørgsmål
Har du spørgsmål omkring valget i Forenet Kredit? Stil dit spørgsmål her.