Karsten Beltoft ny vicedirektør i Forenet Kredit

Forenet Kredit styrker sekretariatet fra 1. januar 2019, hvor Karsten Beltoft tiltræder i en nyoprettet stilling som vicedirektør.

55-årige Karsten Beltoft har stor erfaring fra realkreditsektoren. Han var direktør i Realkreditforeningen fra oprettelsen i september 2008 til 2017, hvor foreningen blev fusioneret ind i Finans Danmark. Tidligere i karrieren har Karsten Beltoft blandt andet været cheføkonom i Realkredit Danmark og økonom i Nykredit. Senest har han været underdirektør i Forsikring & Pension med ansvar for økonomiske forhold.

”Få kender dansk realkredit som Karsten, og vi glæder os til, at han bliver en del af holdet i Forenet Kredit. Vi står vagt om foreningsejerskab, medlemsdemokrati og de billige gode realkreditlån, og der har Karsten rigtig meget at bidrage med,” siger direktør i Forenet Kredit Louise Mogensen.

Karsten Beltoft vender altså tilbage til den realkreditsektor, som har fyldt det meste af hans karriere. Som en del af ledelsen i Forenet Kredit får Karsten bl.a. ansvar for at gennemføre og formidle analyser om dansk realkredit og styrke dialogen med medlemmer og offentligheden.

”Jeg glæder mig til at blive en del af Forenet Kredit og deltage i udviklingen af foreningen til gavn for medlemmerne. Realkredit spiller en vigtig rolle for den enkelte dansker og dermed samfundet, uanset om du ejer din egen bolig eller bor til leje,” siger Karsten Beltoft.