Kommentar til aktionærforenings-modellen

For at starte med udgangspunktet, så har en børsnotering aldrig været et mål i sig selv for os. Men vi mener, at Nykredit bør have adgang til egenkapital. Der bliver stillet meget større krav til, hvor meget kapital Nykredit skal have, og Nykredit kan i dag kun få mere egenkapital ved at tjene det – altså gennem kunderne.

Nykredit er den største udlåner i Danmark, og hvis Nykredit kommer i økonomiske vanskeligheder, så kan det være katastrofalt for hele samfundet. Derfor skal Nykredit være mere ansvarlige og have endnu flere penge end ellers.

De økonomer, som nu kritiserer Nykredit, mener også, at koncernen bør have adgang til mere kapital. Så langt er vi altså enige. Spørgsmålet er så, hvordan man får adgang til mere kapital.

Her peger kritikerne så på en aktionærforeningsmodel, der kort beskrevet går ud på, at Nykredits kunder skal købe aktier i Nykredit, når de optager et lån, og som aktionær skal man have rabat på sin bidragssats.

Modellen bliver udlagt som en gylden løsning for alle parter, hvor Nykredit får tilført kapital, og kunderne kan spare milliarder i bidrag. Så hvorfor vælger vi ikke aktionærforeningsmodellen? Det er der gode grunde til.

Vi kan ikke på nogen måde se, at aktionærforeningsmodellen er en farbar vej for Nykredit. Der er to overordnede spørgsmål, vi skal have fokus på: Giver det Nykredit et solidt økonomisk grundlag – og er det godt for kunderne?

Helt grundlæggende baserer aktionærforeningsmodellen sig på, at man sælger unoterede aktier til sine egne kunder. Det er groft sagt det, Roskilde Bank blev berømt på. Finanstilsynet har ganske vist sagt, at det efter de nuværende regler ikke er ulovligt, fordi Nykredit A/S er et finansielt holdingselskab og ikke en bank. Det vil indirekte sige, at Roskilde Bank-modellen tilsyneladende ville have været i orden, hvis Roskilde Bank havde haft et tomt holdingselskab over sig.

Jeg kan ikke få mig selv til at tro på, at politikere og myndigheder ville acceptere den løsning, hvis vi valgte den vej for et systemisk vigtigt institut som Nykredit. Og jeg mener desuden, at den er etisk uforsvarlig. Hvis Nykredit kommer i økonomiske vanskeligheder, så hænger kunderne på regningen, og de kan ikke få deres indskud igen. Jeg kan ikke forstå, at man mener, det er i kundernes interesse.

Desuden skal man så være økonomisk rustet til at investere i aktier, hvis man vil have et boliglån. Der er ganske mange husholdninger og landbrug, som ikke ville bestå en egnethedstest. Skal de så ikke have lån? Eller skal de bare betale en højere pris? Det vil ramme meget skævt, og det er imod de værdier, jeg står for.

Det andet spørgsmål vedrører, om modellen giver Nykredit den fleksible adgang til kapital, som er nødvendig. Det gør den ikke.

Nykredit skal som systemisk vigtigt institut ikke bare overholde alle tænkelige kapitalkrav – men skal også kunne overholde dem i en finansiel krise. Hvis man ikke har adgang til ny kapital, så skal man holde endnu mere kapital, fordi man så ikke kan hente ny egenkapital under en krise.

Finanstilsynet har gjort det klart, at man ikke vil sidestille en aktionærforeningsmodel med en børsnotering eller tilsvarende, fordi den ikke giver en fleksibel adgang til egenkapital. Nykredit kan ikke forlade sig på, at kunderne skal komme med milliarder, hvis samfundet er ramt af en krise.

Der findes en del garantsparekasser, som har en lignende model. De kunne ikke hente egenkapital under krisen, og ganske mange af dem har tværtimod lukket for udbetaling, hvilket som nævnt ovenfor næppe er attraktivt for kunderne.

Som Danmarks største udlåner og systemisk vigtigt institut lægger bestyrelsen stor vægt på, at myndighederne ser positivt på vores løsninger. Vi forsøger netop at lave en langsigtet løsning, og det kræver, at myndighederne er med om bord. Det er i øvrigt også ret afgørende, at rating-bureauer og obligationsinvestorer er positive.

Derfor mener vi ikke, at aktionærmodellen udgør nogen realistisk eller for kunderne attraktiv løsning på Nykredits fremtid.

På bestyrelsens vegne,

Nina Smith