Realkredit også om 200 år

Realkreditsystemets spæde start

Dansk realkredit er født på en brændende platform. Efter Københavns brand i 1795 opstod der behov for billige lån til genopbygningen. Resultatet blev etablering af den første kreditforening og det danske realkreditsystem, der sikrer en både økonomisk og socialt bæredygtig finansiering.

Sammen er vi stærkere

Dansk realkredit er skabt af et væld af mindre kreditforeninger, som gennem tiden har fusioneret for at blive stærkere. I dag er Forenet Kredit den sidste tilbageværende forening, som ejer et realkreditinstitut.

Et bevaringsværdigt system

Realkreditten har altså godt 200 år på bagen. Og i Forenet Kredit ser vi det som vores fornemmeste opgave at bevare den – mindst 200 år endnu. Det er der masser af gode grunde til.

Den danske måde er den bedste måde

Kort og godt er dansk realkredit verdens bedste boliglån. Det er nemlig svært at finde et bedre og billigere boliglån noget andet sted i verden.
Læs bare vores undersøgelse fra 2018 her.

Intet kan matche realkredit

Alternativet til realkredit er typisk et banklån. Det er i hvert fald den mest udbredte måde at finansiere en bolig på i vores nabolande. Ikke et ondt ord om banklån – Nykredit Bank er én af Danmarks største banker. Men når det gælder boliglån, er det svært at matche prisen og vilkårene for et realkreditlån.

Fair og ens priser for alle

Den grundlæggende foreningstanke, der har født realkreditten, kommer til udtryk i måden, vi prissætter lån på: den er ens for alle. Det er din lånetype og belåningsgraden, når lånet optages, som afgør prisen. Ikke din indkomst for eksempel. Det er et fair princip, som afspejler den grundlæggende foreningstanke i realkreditten. Og på den store klinge giver det også mening. For når alle betaler det samme, øger det sammenhængskraften i samfundet.

Fordelagtige vilkår

En anden bevaringsværdig fordel ved realkredit er, at man som låntager ikke risikerer at blive sat på gaden, fordi instituttet pludselig gerne vil have sit lån tilbage. Så længe du som boligejer betaler ydelser på lånet, er realkredit nemlig uopsigeligt. Det er også en særlig fordel, at du kan vælge en fast rente i op til 30 år og afdragsfrihed ligeledes i op til 30 år.

Klar til kamp

Men har man sagt Danmark, har man også sagt EU, og her kan udrulningen af nye krav og regler udfordre vores særlige danske system. Heldigvis er der bred opbakning til realkreditten hos de danske politikere, og Danmark har indtil nu haft held med at forsvare vores unikke system. I Forenet Kredit tager vi kampen op for at bevare og forsvare den realkredit, vi kender. Simpelthen fordi det er det bedste for boligejere. Og for Danmark.