Michael Demsitz ny formand i Forenet Kredit

Forenet Kredit valgte fem bestyrelsesmedlemmer på repræsentantskabsmødet torsdag 24. marts 2022. På forhånd havde Nina Smith, der har været formand siden 2016, meddelt, at hun ikke genopstillede. Efter repræsentantskabsmødet konstituerede bestyrelsen Michael Demsitz som ny formand og Preben Sunke som ny næstformand.

Der var i alt seks kandidater på valg til fem af bestyrelsens i alt otte pladser, da repræsentantskabet i Forenet Kredit i dag var samlet. De fire genopstillere fra bestyrelsen opnåede alle valg. Det samme gjorde den femte kandidat, som bestyrelsen anbefalede, Mie Krog.

Efter repræsentantskabsmødet valgte en enig bestyrelse adm. direktør i Boligkontoret Danmark, Michael Demsitz, som ny formand. Preben Sunke, Viceadministrerende direktør, Group COO hos Danish Crown A/S, er ny næstformand.

”Jeg vil først og fremmest gerne kvittere Nina Smith for hendes indsats som formand i Forenet Kredit – og hendes utrættelige kamp for den unikke danske realkredit. Nina har haft en enorm indflydelse på den positive udvikling som kendetegner såvel Nykredit-koncernen og Forenet Kredit, siden hun blev formand i 2016,” siger ny formand i Forenet Kredit, Michael Demsitz, der har været medlem af bestyrelsen siden 2004 og næstformand siden 2018.

Som formand for Forenet Kredits Moderniseringsudvalg, har Michael Demsitz stået i spidsen for foreningens arbejde med medlemsdemokrati og modernisering. Og det er fortsat et fokusområde i Forenet Kredit, fastslår han.

”Helt overordnet kommer Forenet Kredit fortsat til at følge den samme strategiske retning og de mål, som repræsentantskab, bestyrelse og sekretariat har arbejdet efter i en årrække. Fokus er på fortsat udvikling af foreningsdemokratiet i Forenet Kredit og stærke kundeprogrammer, fordele og rabatter for kunder i Nykredit og Totalkredit i hele landet, som også styrker koncernens indtjenings- og konkurrenceevne,” udtaler formand i Forenet Kredit Michael Demsitz.

Bestyrelsen i Forenet Kredit ser således ud:

Reglerne for valg til bestyrelsen i Forenet Kredit blev ændret i efteråret 2020, så bestyrelsesmedlemmer nu vælges for to år af gangen.

Da Mie Krog blev valgt til den vakante plads efter den siddende formand Nina Smith, blev Mie Krog valgt for resten af dennes periode, det vil sige for ét år. De øvrige valgte blev valgt for to år.