Nye principper om offentlighed

I den seneste tid har der både i offentligheden og internt i foreningen været debat om graden af åbenhed i repræsentantskabet.

En balance mellem åbenhed og fortrolighed
En undersøgelse gennemført i repræsentantskabet før sommerferien viste, at der i repræsentantskabet er et ønske om øget åbenhed – men at det ønske naturligvis er vigtigt at balancere i forhold til de mange fortrolige oplysninger om Nykredit–koncernen, som repræsentantskabet også håndterer.

På den baggrund fremsatte bestyrelsen til repræsentantskabsmødet den 22. september et forslag om principper for offentlighed, som blev vedtaget af et enigt repræsentantskab.

Materiale er som udgangspunkt offentligt
Vedtagelsen af principperne betyder, at dagsordener, materiale og referater til repræsentantskabsmøderne fremover som udgangspunkt er offentlige.

Der vil fortsat kunne være information, som er af fortrolig karakter, og som derfor bliver stemplet fortroligt. Det gælder fx information om forretningsmæssige forhold og oplysninger, der kan udgøre intern viden (børsfølsomme oplysninger) i henhold til de børsretlige regler.

Ingen nævnes ved navn, medmindre de beder om det

Referaterne fra møderne vil fremover blive tilpasset de foreslåede principper om offentlighed og vil med undtagelse af eventuelle tekstafsnit af fortrolig karakter kunne offentliggøres. Referaterne vil indeholde en opsummering af drøftelserne på møderne og konklusionerne herpå. For at fremme en fortsat åben dialog på møderne vil der som udgangspunkt ikke blive nævnt navne på personer, der har udtalt sig. Man kan dog fortsat bede om at få taget egne bemærkninger med navns nævnelse med i forhandlingsprotokollen.

Andre mødedeltageres specifikke udtalelser på møderne – og som ikke er medtaget i forhandlingsprotokollen – vil fortsat være omfattet af fortrolighed.

Læs også om foreningens nye valgregler