Øen, der aldrig giver op, fejrede prisen for Årets Ø

Det har ikke altid været let at være Tunø. Men øen gjorde en imponerende kraftindsats, hev sig selv op ved støvlerne og vandt prisen som årets Ø 2024-2025 - og det blev lørdag den 8. juni fejret med en stor fest. Regnen væltede ned, men heller ikke regnen stoppede Tunø.

Den 8. juni festede hele Tunø! Med taler, flag, pilsner og pølser på havnen. Øboer, sommerhusejere og sejlende turister var mødt op til festen. Regn og blæst kunne ikke tage humøret fra de fremmødte gæster, der under tre store halvdruknede pavillioner, kunne høre den ene hyldesttale efter den anden. For når man har været igennem en hård modgang og sammen kæmpet sig til fremgang, betyder lidt dårligt vejr ikke noget. Stemningen var god, og man kunne mærke det Tunø er kendt for: Fællesskabet.

Ø-vending

”Tunø har lavet en imponerende turnaround. De har haft en masse modgang, men de har formået at vende udviklingen, og så har de endda et stigende antal øboere, hvilket er virkelig godt klaret i disse tider. Derfor vandt de prisen som Årets Ø 2024-2025,  fortæller Mette Ravn, der er formand for priskomitéen og bestyrelsesmedlem i Forenet Kredit, og med til festen.

Med kåringen af Årets Ø 2024-2025 vil Forenet Kredit, Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer hylde danske ø-samfund, der er kendetegnet ved ”Det gode liv på øen – hele året rundt” og som har gjort en aktiv indsats for dette. Og Tunø blev øen, der vandt prisen som Årets Ø 2024-2025 efter en u-vending – eller skulle man nærmere kalde det en ø-vending?

Foto: Lars Bech

Sejlet helt fra Kiel for at være med

Martin Poulsen, som til hverdag er er ingeniør og bor i München, er sejlet helt nede fra Kiel i Tyskland for at være med til fejringen. ”Jeg er vild med Tunø, og vi sejler ofte hertil. Tunø har en lille hyggelig havn med god stemning. Det er virkelig skønt om sommeren. Jeg elsker Tunø-kartofler og den gode mad ,” siger Martin, mens han kigger ud over havnen.

Glad formand sang Tunø-sangen

Jørgen Riis Kire, som er formand for beboerforeningen, talte ikke kun på scenen – han sang også Tunø-sangen sammen med sommerhus-ejerne Connie og Dorthe.

Bagefter fortæller han:

”Når man bor på en ø i modgang kommer der sådan en negativ vibe. Den skal man have vendt, og det har vi fået gjort. Vi har meget at takke Odder kommune for, for vi ar haft et godt samarbejde. Vi er selvfølgelig glade for checken og pengene, men faktisk er jeg mere stolt af at det er lykkes, og vi nu får anerkendelse for det. Jeg er rigtig stolt af prisen, for det kan være inspiration for andre små øer i Danmark. Pengene ved vi ikke endnu hvad vi skal bruge til. Men det finder vi ud af sammen til efteråret,” lyder det fra den glade formand.

Foto: Lars Bech

Inspirerende at se, hvad Odder Kommune har gjort – det kan andre kommuner lære af

”Noget af det, jeg er blevet imponeret og inspireret af, er Tunøs samarbejde med Odder Kommune i ø-udvalget, som har været udgangspunkt for en stor del af den positive udvikling på Tunø. Det kan andre kommuner og øer i den grad lade sig inspirere af,” siger Kirsten Sydendal, som er næstformand for priskomiteen og formand i Sammenslutningen af Danske Småøer, og som også var med til fejringen.

Borgmesteren: Elsker havet, naturen og Tunø-kartoflerne

”Hvis jeg skulle nævne 3 gode ting ved Tunø, så er det havet, naturen og så deres kartofler!” lyder det fra Odders borgmester Lone Jakobi, som også fremhæver det gode samarbejde mellem Tunø og kommunen.

”Vi ser nu frugterne af det arbejde vi sammen har gjort på øen. Vi har en pædagog der henter Tunøs yngste barn hver dag, og tager hende med færgen til Hou, hvor hun går i børnehave. På båden kan de lege og lave pædagogisk aktivitet. Og på den nye færge er der indrettet et rum til skole og møder, så læreren eller pædagogen kan undervise i den tid transporten tager. Det er et af de tiltag vi har lavet for at lokke børnefamilier til.”

Foto: Lars Bech