Rekordstor tilmelding til valgmøderne 2019

Tilmeldingerne til Forenet Kredits valgmøder overstiger allerede deltagelsen ved tidligere års valg i eksempelvis hovedstadsområdet.

Selv om tilmeldingerne til Forenet Kredits valgmøder 12. marts 2019 er åben frem til 7. marts, er der allerede nu flere tilmeldte til møderne, end der var ved f.eks. sidste års valg i Hovedstaden og Nordsjælland.

Især hovedmødet i Skanderborg er populært, og der er tilmeldt flere stemmeberettigede til dette møde alene, end der var til mødet sidste år i Ballerup, som var eneste møde i hele hovedstadsregionen. Medlemmerne i Østjylland kan også deltage i Ebeltoft og på Samsø. I alt er der 561 tilmeldt til foreningens valgmøder.

”Det er rart at se, at medlemmerne ønsker at deltage i valget. Vi glæder os over hver eneste tilmelding, og vi håber selvfølgelig, at der kommer endnu flere, inden tilmeldingen lukker,”
siger direktør i Forenet Kredit Louise Mogensen.

Derfor bliver der også sendt en påmindelse ud til e-Boks hos de stemmeberettigede, som ikke har tilmeldt sig endnu.

For at stemme skal et medlem enten møde frem til et valgmøde – eller give fuldmagt til ét andet medlem. Antallet af fuldmagter kender kun VP Investor Services, som hjælper foreningen med afviklingen af valget.