Formand: Stadig samme pris for alle

FacebookTwitterLinkedInEmail

Formand i Forenet Kredit Nina Smith afviser mediehistorie om, at kunder i landdistrikterne kan se frem til højere priser.

Finans.dk skriver, at ‘Boligejere i landdistrikter risikerer at skulle betale mere for realkreditlån’ på baggrund af et interview med Forenet Kredits direktør Louise Mogensen.

Det er dog ikke Forenet Kredits holdning, at prisen skal være højere i landdistrikterne. Foreningen støtter fuldt og helt, at alle kunder betaler samme pris for samme produkt.

”Der er et grundprincip i realkreditten, at alle privatkunder betaler det samme for produkterne. Det er der ingen planer om ændre på. Der er uden tvivl en udfordring i nogle landdistrikter med at skaffe finansiering. Det er en stor og vigtig udfordring, som Forenet Kredit gerne vil bidrage til at finde andre løsninger på,” siger Nina Smith, formand i Forenet Kredit.

Princippet om, at kunderne betaler samme pris, er centralt i realkreditten, som Forenet Kredit netop arbejder for at bevare. Princippet kan dog også have indbyggede svagheder. Når der ikke differentieres på prisen, er der en risiko for, at visse kunder ikke kan få lån overhovedet. Det er en udfordring, som Forenet Kredit tager alvorligt, og som foreningen gerne vil søge løsninger på. Det gælder både landdistrikter og øvrige kundegrupper.

Lidt af det, der foregår i vores forening