Undersøgelse af KundeKroner

FacebookTwitterLinkedInEmail

Jyllands-Posten skriver, at bestyrelsen har afvist at bede eksterne konsulenter regne på en børsnotering. Artiklerne giver desværre et noget skævvredet billede af virkeligheden.

Et medlem af repræsentantskabet har spurgt, om bestyrelsen vil iværksætte en ekstern undersøgelse af KundeKroner-modellen. Det har bestyrelsen valgt ikke at anbefale, men forslaget vil være på dagsorden på næste repræsentantskabetsmøde, hvor medlemmerne af repræsentantskabet kan tage stilling selv.

Når bestyrelsen har valgt ikke at anbefale en konsulentundersøgelse nu, så skyldes det især, at den fremtidige model for KundeKroner ikke er klar endnu. Det er noget, Nykredit-koncernen arbejder på. Det, der ligger klar på nuværende tidspunkt, er første fase af KundeKroner, som bliver udbetalt fra september 2017 og fire kvartaler frem. Her vil kunderne i Totalkredit få 1.000 kr. i rabat på bidragssatsen pr. lånt million.

Denne del af modellen er gennemanalyseret, og bestyrelsen ser ikke, at en ekstern konsulent vil kunne komme til andre resultater end de, som vi allerede kender. Det ville med andre ord være spild af penge.

Når den fremtidige model for KundeKroner ligger klar, så vil den selvfølgelig også være gennemanalyseret.

Artiklerne kan også give det indtryk, at hele børsnoteringen kommer til at foregå i blinde. Det er simpelthen forkert. Inden man træffer en så afgørende beslutning, så vil der selvfølgelig foreligge et solidt beslutningsgrundlag. Og foreningen har derfor også hyret en ekstern konsulent som finansiel rådgiver allerede i efteråret. Denne rådgiver vil hjælpe foreningen og repræsentantskabet i hele processen.

Koncernen har sagt, at den formentlig ikke vil blive børsnoteret i 2017, og der er derfor god tid til at få alle spørgsmål besvaret.

Lidt af det, der foregår i vores forening