Forenet Kredits formue skal gavne kunderne i Nykredit, Spar Nord og Totalkredit. Med det langsigtede foreningsejerskab sikrer vi forudsigelighed og stabilitet på det danske bank- og boligmarked. Og når vi deler vores overskud, bidrager vi til attraktive priser og produkter samt en grøn dagsorden.
Formuen bruges først og fremmest til at sikre, at Nykredit, Spar Nord og Totalkredit har den nødvendige kapital til at være en stabil og konkurrencedygtig aktør i hele landet. Det styrker finansiering og udlån i både byer og landområder og bidrager til sammenhængskraften på tværs af Danmark.
Forenet Kredit deler desuden en del af sit overskud med Nykredit-koncernen i form af årlige milliardtilskud. Det giver Nykredit og Totalkredit mulighed for at tilbyde fordele og rabatter, som gør det billigere at være boligejer og bankkunde. Overskudsdelingen er en af de centrale fordele ved foreningsejerskabet.
Foreningen opbygger samtidig en opsparing, der skal sikre, at der kan ydes tilskud i op til fire år frem. Det giver kunderne tryghed og forudsigelighed på den længere bane.
Endelig kan formuen anvendes til eksempelvis at købe aktier tilbage, hvis muligheden opstår.