Lars Lehmann
Titel: Adm. direktør
Uddannelse: Master i offentlig ledelse samt Diplomleder
Telefon: 23451995
Email: [email protected]
Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?
Jeg ønsker at bidrage til, at Forenet Kredit også i fremtiden holder fast i vigtigheden i, at der skal være lige lånevilkår, uagtet hvem man måtte være eller hvor man måtte bo i dette land. Samtidig ønsker jeg at bidrage med min indsigt og viden fra den almene boligsektor, som på mange måder bygger på samme foreningsprincipper og overbevisninger om styrken ved fællesskabet, solidariteten og det foreningsejede som Forenet Kredit.
Hvad er dine mærkesager?
I en tid præget af hastige forandringer samt stigende individualisering og øgede krav og forventninger til vores fælles samfunds- og velfærdsmodel, er det afgørende at værne om vores samfundsmæssige grundpiller, institutioner og traditioner, der har bevist deres værd gennem århundreder. Den danske almene boligsektor, som jeg er en del af, og den danske realkreditmodel er to blandt mange eksempler på noget, som vitterligt fungerer, og som begge bidrager til at sikre sammenhængskraft og stabilitet i vores lille land. Som adm. direktør i Boligkontoret Danmark, der administrerer og forvalter omkring 40.000 almene boliger i det ganske land, har jeg og resten af organisations ansatte og frivillige beboerdemokrater stort fokus på at sikre gode, betalige og trygge hjem for vores mange beboere, uanset hvor i landet de måtte bo. For hvad enten man er lejer, ejer eller andelshaver er det at have en stabil base, i form af et godt og trygt hjem, ganske afgørende for det levede liv. Den nuværende danske realkreditmodel bidrager med stabilitet, hvorfor det er en klar mærkesag for mig, at udvikling af den danske realkreditmodel til enhver tid skal have til sigte at bidrage til stabilitet og samfundsmæssig sammenhængskraft.
Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?
Forenet Kredit skal holde fast i at ville udvikle foreningsdelen, samtidig med at man skal have stramt fokus på at interessevaretage ved at udbrede forståelsen og værdien ved den nuværende realkreditmodel. Derudover skal man, uden at det skal forstås som selvtilstrækkelighed eller stilstand, huske at klappe sig selv på skulderen i forhold til at have fundet ind til en organisatorisk formel og en kundekronemodel, som giver en enorm markedsfordel. Den nuværende markedsposition bør med fordel kunne anvendes til at øge den grønne miljøprofil og indsats yderligere.
En fastholdelse af den danske realkreditmodel er absolut værd at kæmpe for, mens det samtidig er afgørende vigtigt fortsat at udvikle og sikre attraktive realkreditprodukter til alle på lige vilkår.
Lidt om mig
Jeg er født og opvokset ved Helsingør/Ålsgårde i Nordsjælland, og er netop rundet 50 år. Jeg er gift med Nana, som jeg har to voksne drenge med. Udover arbejdet som adm. direktør i Boligkontoret Danmark, bruges tid på sport og fritidsaktiviteter samt ikke mindst rejser rundt i verden.
Om valget
Hvert år afholdes der valg til repræsentantskabet, som er den øverste myndighed i Forenet Kredit. I 2021 foregår valgene på Fyn og i Nordjylland. Læs mere om, hvordan du kan få din stemme hørt her.
Valgets forløb
Få et overblik over, hvordan valget til repræsentantskabet forløber her
Virtuelle valgmøder
Læs mere om, hvordan de virtuelle valgmøder kommer til at foregå.
Din stemmeret
Der er to valg til repræsentantskabet. Et blandt kunder og låntagere og et for obligationsejere. Læs mere om din stemmeret her.
Videoguides
Du kan blive klogere på, hvordan valget foregår ved at se vores videoguides her.
Stil et spørgsmål
Har du spørgsmål omkring valget i Forenet Kredit? Stil dit spørgsmål her.