Bæredygtig omstilling af ejendomsbranchen

Fremtidens ejendomme er bæredygtige. Det er godt for klimaet, for brugerne og for bundlinjen.

Mens særligt de større aktører i ejendomsbranchen er begyndt på en bæredygtig omstilling, efterspørger mange af de mindre og mellemstore aktører i branchen stadig den viden og de kompetencer, som danner grundlag for at kunne arbejde strategisk med bæredygtighed.

Derfor er Forenet Kredit gået med i et projekt, der skal styrke vidensniveauet på tværs af den danske ejendomsbranche i forhold til at arbejde strategisk med udvikling af bæredygtige ejendomme. Projektet udføres af EjendomDanmark og Rambøll.

Projektet vil etablere et digitalt vidensunivers bestående af læringsmoduler, webinarer, artikler og andet relevant materiale inden for en bred vifte af emner om bæredygtighed lige fra jura til kommunikation, specielt målrettet ejendomsbranchens aktører. Vidensuniverset udbygges gradvist gennem projektperioden og kan tilgås frit for alle i branchen her. Sideløbende med udviklingen af vidensuniverset gennemfører projektet målrettede kompetenceforløb med over 30 forskellige typer virksomheder i branchen, så deres erfaringer kan bruges som cases for andre lignende virksomheder.

For Forenet Kredit er det centralt, at projektet vil skabe et landsdækkende kompetenceløft af ejendomsbranchen:

”Alle steder i landet – fra Thisted i nord til Nakskov i syd – er bæredygtige bygninger og ejendomme en nødvendig fremtid for både klimaet, brugerne af bygningerne og ikke mindst erhvervet selv. Et fælles sprog og bredt kompetenceløft er en afgørende start på udviklingen, og det håber vi, at branchen kan få med projektet hér,” siger Michael Demsitz, formand for Forenet Kredit.

Projektets læringsplatform og indholdselementer er frit tilgængelige for hele ejendomsbranchen. Klik her for at tilgå platformen og oprette dig som bruger.

Fakta

  • Projekt ”Bæredygtig omstilling af ejendomsbranchen” løber fra 2023-2025
  • Projektet drives af EjendomDanmark og Rambøll.
  • Projektet finansieres af Forenet Kredit, Realdania, Grundejernes Investeringsfond, EjendomDanmark Fonden og Rambøll Fonden.
  • Til projektet er der tilknyttet et sounding board med interessenter fra erhverv, finanssektoren, interesseorganisationer, forskning og myndigheder.