Nykredits arkitekturpris går til partnergruppen bag BIG

Partnerne bag den verdenskendte arkitektgruppe BIG modtager Nykredits arkitekturpris 2018, som er Danmarks største arkitekturpris. Med prisen følger 500.000 kr. til partnerne.

Prisen uddeles for 32. gang af Nykredits Fond, og den gives af fondens bestyrelse på baggrund af indstilling fra et fagkyndigt prisudvalg.

Formand i Nykredits Fond Nina Smith glæder sig over at kunne hædre nogle af frontfigurerne i dansk arkitektur.

”Nykredit er sat i verden for at finansiere ejendomme. Det er selvfølgelig en særlig fornøjelse, når byggeriet samtidig kan være smukt, innovativt og sætte Danmark på verdenskortet. Det har BIG i særlig grad formået,”

siger Nina Smith.

Partnerne i BIG, som sammen modtager prisen, er: Bjarke Ingels, Sheela Maini Søgaard, Finn Nørkjær, Andreas Klok Pedersen, Jakob Lange, Thomas Christoffersen, Ole Elkjær-Larsen, David Zahle, Cat Huang, Brian Yang, Jakob Sand, Kai-Uwe Bergmann, Martin Voelkle, Leon Rost, Agustin Perez Torrez, Beat Schenk og Daniel Sundlin.

De 17 partnere har på 12 år opbygget et arkitektfirma med global rækkevidde og renommé. Det er dog i særlig grad projekter fra Danmark, som juryen fremhæver i motivationen. Det er blandt andet Tirpitz-bunkeren i Blåvand, M/S Museet for Søfart, LEGO House og Amager Bakke, som har vækket interessen hos juryen.

”Arkitektur, når den er bedst og mest relevant, er den fysiske manifestation af det ypperste, vi kan formå som samfund på lige netop det sted og den tid, vi befinder os i. BIG har med dristige og ukonventionelle projekter netop vist os dette. Vi overraskes over uventede sammenstillinger og nye muligheder, der åbner for en drøftelse af arkitekturens rolle i nutidens og fremtidens samfund. BIG udforsker det legende, det tilgængelige og det kontroversielle.”

udtaler Formand for prisudvalget, Dan Stubbergaard fra COBE

Ud over hovedprisen uddeles også Motivationsprisen og Bæredygtighedsprisen. Motivationsprisen er siden 1991 uddelt til yngre arkitekter, som har gjort sig bemærket og et tænkt som en opmuntring og motivation til at fortsætte arbejdet.

Netop dette er årets prismodtager Claus Pryds fra sin enmandstegnestue et eksempel på ifølge juryen. Claus Pryds har drevet sin enmandstegnestue siden 2009 og har gjort sig bemærket med flere inspirerende projekter. Særligt fremhæver prisudvalget det omfattende projekt med Statens Naturhistoriske Museum i København.

Bæredygtighedsprisen gives i 2018 til Frederik Agdrup og Nicholas Agerskov Bjørndal fra tegnestuen EEN TIL EEN. Det er en unik virksomhed, som 3D-tegner huse og fræser alle elementerne i bæredygtigt træ. Elementerne bliver til et samlesæt, så huset kan opføres i moduler af kunderne selv. Man kan designe og printe sit eget hus, som opføres uden brug af beton. Det er både klimavenligt og innovativt.

Fakta:

Nykredits Arkitekturpris er blandt verdens største arkitekturpriser. Prisen blev indstiftet af Nykredits Fond ud fra et ønske om at hædre arkitekter. Nykredits Arkitekturpris er siden 1987 blevet uddelt til arkitektvirksomheder eller arkitekter, som – gennem deres værker – har gjort noget særligt for arkitekturen. Med Nykredits Arkitekturpris følger 500.000 kr.

Formålet med Nykredits Fond er at støtte initiativer i dansk erhvervsliv – særligt inden for byggesektoren. Det gør vi blandt andet ved at præmiere projekter, der sætter nye arkitektoniske og kulturelle standarder, som hele Danmark har glæde af.

Bestyrelsen i Nykredits Fond består af:

Nina Smith, formand i Forenet Kredit

Michael Demsitz, næstformand i Forenet Kredit

Louise Caroline Mogensen, direktør i Forenet Kredit

Bettina Egerland, bestyrelsesmedlem i Forenet Kredit

Michael Kaas-Andersen, bestyrelsesmedlem i Forenet Kredit

Leif Vinther, medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i Forenet Kredit.

Arkitekturprisudvalget:

Dan Stubbergaard – Creative Director and Founder, Architect MAA (COBE)

Jakob Strømann-Andersen – Partner, Head of Sustainability Engineering & Landscape Design, PhD, MSc. Arch. Eng. (Henning Larsen Architects) Flemming Ibsen – Arkitekt MAA, partner (Tegnestuen Vandkunsten)

Mette Tony – Indehaver, arkitekt MAA, byggeøkonom MDB (Praksis Arkitekter)

Billeder anvendt med tilladelse fra arkitekterne