Bestyrelsen foreslår milliardtilskud

Forenet Kredits bestyrelse indstiller til repræsentantskabet, at der skal sendes 1,5 mia. kr. i tilskud til Nykredit og Totalkredit til gavn for kunderne.

Årsregnskabet i Nykredit-koncernen giver et resultat på 5,7 mia. kr. efter skat. Koncernen indstiller til generalforsamlingen at betale halvdelen i udbytte, hvilket svarer til 2,8 mia. kr, hvoraf Forenet Kredit vil modtage 2,2 mia. kr.

Det er repræsentantskabet i Forenet Kredit, som på det kommende repræsentantskabsmøde beslutter, hvordan udbyttet skal anvendes. Bestyrelsen foreslår, at 1,5 mia. kr. gives som tilskud til Nykredit-koncernen. Pengene vil forventeligt tilgå koncernen i 2020.

”Kunderne skal kunne mærke foreningsejerskabet kontant. Derfor foreslår vi ligesom sidste år at bruge størstedelen af vores udbytte på tilskud, som kan komme kunderne til gode. Vi har set, at KundeKroner giver kunderne i Totalkredit den laveste bidragsbetaling, og det er vi som ejere og kundernes repræsentanter selvfølgelig glade for,”
siger formand i Forenet Kredit Nina Smith.

Ud over KundeKroner har Nykredit anvendt foreningens tilskud til ErhvervsKroner til erhvervskunder i Nykredit Realkredit, samt fordelsprogrammet Mine Mål til boligkunder i Nykredit Bank.

Bestyrelsen foreslår videre, at der tilføres 700 mio. kr. til foreningens kapitalberedskab, som dermed vil nå op over 8,4 mia. kr. Det er fortsat intentionen, at kapitalberedskabet skal nå 10 mia. kr. inden for en årrække.

Sidste år betød et ekstraordinær godt resultat i Nykredit, at Forenet Kredit kunne sætte 2,4 mia. kr. af til tilskud, hvoraf de 920 mio. kr. blev tilført Nykredit-koncernen i 2018, mens det forventes, at der fra det resterende beløb tilføres 1,3 mia. kr. til koncernen i 2019.