Foreningen Nykredit bliver til Forenet Kredit

Repræsentantskabet i Forenet Kredit har i dag besluttet, at foreningen skifter navn til Forenet Kredit. Navneskiftet vil blive effektueret senere på året.

Baggrunden for navneskiftet skal findes i flere forhold. Foreningen søger en mere selvstændig rolle og identitet end tidligere. Det nye navn vil kunne favne både Totalkredits og Nykredits kunder. Og navneskiftet vil kunne være afsæt til en ny og forbedret medlemskommunikation.

Foreningens direktør glæder sig over det nye navn.

”Forenet Kredit kan bedre rumme det, foreningen skal være fremover. Vi har været tæt knyttet Nykredit. Foreningen skal være sin egen, og medlemmer fra både Totalkredit og Nykredit skal føle sig velkomne,” siger adm. direktør Louise Mogensen.

Foreningens nye navn blev vedtaget af et stort flertal blandt repræsentantskabet, som havde første samling efter det netop overståede valg. Forslaget til nyt navn har også været drøftet på repræsentantskabets dialogmøder i januar. 59 stemte for, og 17 stemte imod, mens én stemte blankt.

I processen med at finde et nyt navn har det været vigtigt, at alle medlemmer kunne se sig selv i navnet. Forenet Kredit har tråde til foreningstanken og beskriver samtidig det fælles forhold, der binder medlemmerne sammen: Kredit.

”Det er nyt og gammelt på samme tid – lidt ligesom foreningen selv. Vi har 160 år gamle rødder, men vi er også i en moderniseringsproces,” siger Louise Mogensen.

Navneskiftet er ét af flere elementer i foreningens strategi om at få en klarere og mere selvstændig profil. Et andet vigtigt element er forenings politik for aktivt ejerskab af Nykredit. Den blev også vedtaget på repræsentantskabsmødet, og den sætter nogle klare pejlemærker op for, hvordan foreningen vil være ejer af Nykredit i fremtiden.

Forenet Kredit fortsætter med sit gamle navn lidt endnu. Der venter nu en proces, hvor det nye design skal gøres færdigt, og der skal laves en samlet plan for, hvordan det nye navn bliver implementeret bedst muligt.

“Det er nyt og gammelt på samme tid – lidt ligesom foreningen selv. Vi har 160 år gamle rødder, men vi er også i en moderniseringsproces.”
Louise Mogensen