Kunder er velkomne til valgmøderne

Kunder i Nykredit og Totalkredit er velkomne til at overvære valgmøderne som observatører. De kan dog ikke stemme. Kun medlemmer af foreningen, der har tilmeldt sig valget inden tilmeldingsfristerne 23. og 24. februar, kan stemme.

Ekstra Bladet skriver i dag, at kunder ikke er velkomne til valgmøderne. Det er de selvfølgelig.

Her er, hvad Nina Smith, næstformand for Forenet Kredit, skrev til Ekstra Bladet i fuld længde:

“Alle kunder i Nykredit og Totalkredit skal være velkomne. Man kan kun stemme, hvis man har tilmeldt sig til tiden. Det siger valgregulativet. Det kan vi ikke lige lave om på. Det er en større beslutning, som kræver repræsentantskabets godkendelse.

Vi har et antal observatør-pladser, og der skal man selvfølgelig være velkommen til at overvære valget. Lokalerne er, som de er, men folk skal være velkomne. Jeg er sikker på, at vi så kan afvikle valget i god ro og orden, som vi kender det, når vi er til generalforsamling i boligforeningen eller håndboldklubben.”